Gullermukkens blog

Gullermukkens blog

Om bloggen

Her skriver jeg om nogle af mine interesser: familie, håndarbejde, livretter m.v. Du kan derfor se nogle af de projekter, som jeg udfordrer min funktionsevne og min og families tålmodighed med.

Soumak inspireret pude

StrikketøjetPosted by Birgitte Hedahl Køster Mon, July 03, 2017 17:21:23
Jeg har en masse garnrester fra kludestrik i bomuld 8/4 og har valgt at strikke puder af nogle af dem.

En strikkevejledning til

Soumak inspireret pude


Afhængig af de anvendte farver, så kan denne denne pude i vævemønster fremstå med meget forskellige udtryk. Ensfarvet, tofarvet (giver et udtryk med lodrette striber) eller multifarvet. Der kan vælges at strikke med en grundfarve (som den ene grå pude), farveskift kan være tilfældige eller systematiske.

Denne pude er derfor også et perfekt projekt, hvis man har mange garnrester.

Hvis du vil lave puder, der ligner mine i nuancerne, så har jeg sorteret mine garnrester i 4 farvegrupper:

1. Grå, sand, beige, lyse nuancer

2. Pastelfarver (kan yderligere deles i røde og blå nuancer)

3. Stærke røde/lilla/orange nuancer samt varm gul

4. Stræk grøn/blå/turkis nuancer samt kold gul







Men ingen regel uden undtagelser og der er sneget sig lidt pastel ind blandt de stærke farver m.v. Prøv dig frem med at ligge garnfarverne sammen og se, hvad der tiltaler dig.

Mål: 40x40 cm (pudens mål) – men mønsteret kan let tilpasses andre pudemål. Det færdige arbejde måler ca. 35 x 90 cm. før sammenfoldning og sammensyning.

Matrialer: ca. 220-240 g Bomuld 8/4 eller andet garn, der passer til pind 2½-3 Evt. 2 knapper med diameter på ca. 22-25 mm

Pind: 2½ eller hvad der giver et breddemål uden stræk på ca. 35 cm (Dette mål kan være lidt større eller mindre, da arbejdet trækker sig sammen og det færdige arbejde sagtens kan give sig). Et pudebetræk må ikke være for løst.

Forkortelser:

R = ret

Vr = vrang

M= maskemarkør

* * gentag maskerne.

NB! Når der tages løst af, så holdes tråden altid på vrangsiden af arbejdet.


Fremgangsmåde:

Slå 120 masker op i farve A og strik nu :


1. p = r-siden: Strik ret.

2. p: 3 r, 2 vr *6 r, 2 vr * til de sidste 3 m, 3 r.

Skift farve og fortsæt således:

3. p (= r-siden): Farve B, 3 r * 2 m løst af med garnet bag, 6 r * til de sidste 5 m, 2 m løst af med garnet bag, 3 r.

4. p: Farve B, 3 r *2 m løst af med garnet foran, 2 r, 2 vr, 2 r * til de sidste 5 m, 2 m løst af med garnet foran, 3 r.

5. p: Farve A, 7 r * 2 m løst af med garnet bag, 6 r * til sidste m, 1 r.

6. p: Farve A, 3 r, 2 vr, 2 r * 2 m løst af med garnet foran, 2 r, 2 vr, 2 r * til sidste m, 1 r.

3.- 6. p danner mønster.

Der strikkes altid 2 pinde med samme farve førend der skiftes til anden farve. På den måde skiftes kun farve i højre side af retsiden på arbejdet. Ellers skifter man farve, som man synes eller har garn til.

Da jeg strikkede puderne, så har jeg typisk strikket 10-16 pinde med samme farve og enkelte med blot 4 pinde, før garnet er brudt og ny farve påbegyndt.

Strik til arbejdet måler ca. 82-83 cm.

Herefter strikkes videre i blot en farve således:

1. p: 5 r * 2 v, 2 r * indtil den sidste maske, 1 r.

2. p: 3 r * 2 vr, 2 r * til de sidste 3 m, 3 r.

Med knaphuller: Fortsæt med ovennævnte ribstrik ca. 5 cm. Tæl nu 41 m og sæt M1, tæl videre 36 m og sæt M2. Strik til M1 og luk 2 m af, strik til M2 og luk 2 m af. Strik pinden ud. På næste pind slås 2 m op de to steder, hvor der blev lukket af på foregående pind. Strik pinden ud. Fortsæt med ovennævnte ribstrik ca. 2 cm yderligere og luk af.

Uden knaphuller: Fortsæt med ovennævnte ribstrik ca. 8 cm og luk af.

Hæft alle ender.

Læg arbejdet med retsiden opad.

Fold det stykke med ribstrik ca. 27-29 cm ind over arbejdet, så det ligger ret mod ret. Dette mål er ikke så vigtigt.



Mål nu ca. 38-39 cm fra den øverste fold og find hermed stedet, hvor det andet stykke skal foldes op. Dette mål er til gengæld vigtigt og skal være lidt kortere end puden er i højden!

Fold nu, så en del af det mønsterstrikkede og hele ribstykket bliver dækket. Sæt nåle i og sy sammen i siderne. På det midterste stykke af arbejdet er der 3 lag. Vær opmærksom på, at der syes gennem alle 3 lag.

Vend retsiden ud.

Hvis du har lavet knaphuller, så sy nu knapperne i ud for knaphullerne.



Nu er pudebetrækket klar!

Her er en printvenlig udgave


God fornøjelse

/ 03.07.2017 Birgitte Hedahl Køster

/redigeret 04.07.2017






  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.